Siden den danske betalingsudbyder Reepay i februar fusionerede med de to europæiske platformsudbydere for abonnementsstyring og -fakturering, tyske Billwerk og franske Sofacto, har det nye fælles selskab Billwerk+ vækstet både herhjemme og på Europæisk plan. For at styrke koncernens udvikling ansætter Billwerk+ yderligere to nye profiler til ledelsen, henholdsvis Martyn Arbon som teknologichef (Chief Technology Officer) og David McGuiness som produktchef (Chief Product Officer), som begge kommer med solid erfaring fra SaaS-markedet.
Billwerk+ har bl.a. kunder som Danske Spil, DSB, Matas, Øresundsbroen og Coolshop, og udvidelsen af ledelsen er et led i SaaS-virksomhedens strategi om at fastholde og udbygge sin markedsposition som det førende abonnementsstyrings- og betalingsselskab i Europa.
Ny CPO skal videreudvikle produktvisionen #
David McGuinness er ansat som produktchef (CPO) i Billwerk+ pr. 1. april. I sin nye stilling skal David være med til at udvikle produktvisionen for Billwerk+’s cloudbaseret platform, der i dag består af tidligere Reepays betalingsgateway og abonnementsløsning samt Sofactos Salesforce-integration og Billwerks abonnementsstyringsteknologi.
David har mange års B2B-erfaring fra SaaS-sektoren og kommer senest fra en stilling som VP Product & Marketing hos rejse- og forbrugs-styringsplatformen Roomex, hvor han ledede produkt-, marketing- og designteamene og drev produktvisionen for SaaS-platformen. Han har tidligere været Head of Product hos Ding.com, hvor han var ansvarlig for produktstrategi og roadmaps, samt Product Manager hos PSI Mobile, hvor han var med til at opbygge produktorganisationen.
David er uddannet i datalogi og softwareteknik på Maynooth University.
”De seneste år er udviklingen af abonnementsmodeller accelereret. For fem år siden havde jeg et meget begrænset antal abonnementer – i dag findes der næsten abonnementsmodeller for alt, selv kaffe, vin og dyremad. Billwerk+ har en imponerende væksthistorie bag sig inden for betalings- og abonnementsstyring, og jeg ser frem til at være med til at videreudvikle produktporteføljen og brugeroplevelsen,”
siger David McGuiness, CPO hos Billwerk+.

Ny CTO skal sikre teknologisk innovation #
Martyn Arbon er ansat som teknologichef (CTO) i Billwerk+ pr. 1. maj, hvor han skal stå i spidsen for den teknologiske innovation på Billwerk+’s platform og bidrage til implementeringen af virksomhedens produktvision.
Martyn Arbon har over 16 års erfaring med implementering af SaaS-platforme fra adskillige B2C- og B2B-teknologivirksomheder. Han kommer senest fra en stilling som Head of Strategy & Architecture hos Macmillan Cancer Support og har tidligere været Director of Product Development hos The Access Group samt Chief Technology Officer hos Servelec. Tidligere arbejdspladser tæller også Investis, Tungsten Network, StepStone og Lumesse.
Martyn har studeret Computer Science og Business Studies på Northumbria University.
”Billwerk+ har et stærkt produkt og en lige så stærk ledelse samt en klar strategi – det var det, der fangede mig fra start af. I min nye stilling som CTO glæder jeg mig til at bidrage til den teknologiske implementering af både produktvisionen og strategien,”
siger Martyn Arbon, CTO for Billwerk+

Den danske stifter og direktør af Reepay, Robert Mygind, fik ved virksomhedsfusionen i februar en central rolle i ledelsen som CCO for Billwerk+ i Norden, DACH-landene og Frankrig.
Billwerk+ er nu Frisbii – Læs mere for at finde ud af, hvad det betyder